Frankrig 2007 - del 2
Fra Bourg St. Maurice gik turen videre sydpå. Vi havde valgt at køre en pæn del af turen på Napoleonsruten. Lige syd for Laffrey holdt vi frokost i det grønne lige ved Napoleon- monumentet.
Den nuværende Napoleonsrute blev åbnet i 1932 og følger den rute Napoleon Bonaparte fulgte på sin march fra Elba til Grenoble. Napoleon abdicerede i 1814, men fortrød i 1815 og tog tilbage for at styrte Louis den 18. fra tronen.
Her ved Laffrey stod slaget om tronen så endeligt mellem Napoleon og Louis den 18.
Vores gps besluttede denne dag, at vi skulle sparer nogle kilometer og ledte os derfor af D8 fra Malijai ved Château-Arnoux-St-Auban og til Bras-d’Asse 16 km nord for Riez. Vi sparede ikke megen tid ved det, for vejen var snoet og så smal, at det var problematisk at møde andre bilister! Men det var en smuk tur!
Nord for Moustiers Ste-Marie mødte vi så vores første lavendelmarker.
Og for os alle – undtagen for vores store datter, der ikke synes, at de dufter godt - var dette et flot syn. Der var rigtig mange marker og rigtig store marker, så undervejs var alt bare lavendel-blåt!
Duft var der faktisk ikke meget af, når man tager i betragtning, hvor store områder, der er dækket af lavendler. Altså hvis man undgår høst- maskinerne. For når de høster, så får de givet lavendlerne nogle ’snitsår’ og så kommer duften. Og den er meget kraftig!
Vi ankom til Camping Municipal Les Ruisses efter 372 km omkring kl. 17.00 den 16. juli. Egentlig ville vi have ligget på en af de to andre campingpladser i Les Salles-sur-Verdon, men de var fuldt optaget. Det er første gang i vores karrierer som campister, at vi ikke er kommet ind på den plads, hvor vi gerne ville ind! Og faktisk måtte vi acceptere ikke at have strøm under opholdet, ellers skulle vi have søgt længere væk fra søen.
Pladsinfo: vores parcel var med fuld skygge, havde en fin størrelse, men uden strøm. Jorden var meget hård og uden græs.
Toiletforholdene er noget blandede. Bygningen nærmest var gammel og slidt, men ren. Og havde bare et sidde-toilet, men 4 ’huller’. Gæt selv foran hvilket toilet at køen opstod. Bygningen ved legepladsen (som i øvrigt ikke var det vilde…) var tydeligvis renoveret og fordelingen af de to toilettyper omvendt!
Der er restaurant/pizzaria med brød- og drikkevarer udsalg på pladsen, men ingen egentlig butik. Der er et lille supermarked, en bager, en slagter og en grønthandler i Les Salles-sur-Verdon et par kilometer væk. Lac de Ste-Croix
Der er bademulighed i søen Lac de Ste-Croix lige over for pladsen (max 5 min gåtur). Søen var kølig med store sten på bunden og badesko kan derfor med fordel bruges. Den bliver forholdsvis hurtig dyb, men udsigten, mens man bader/solbader fåes næsten ikke smukkere!
De fleste besøger området på grund af Grand Canyon du Verdon, den flotteste kløft, som tillige skulle være verdens 2. største.
Kløftens vanskelligste 21 kilometer blev første gang gennemsejlet i 1905 af huleforskeren Eduard Alfred Martel. Tidligere forsøg havde måtte opgives og samtidig kostet flere menneskeliv.
Kløften er 700 m dyb og flere steder meget smal. I dag reguleres vandmasserne af en dæmning i den anden ende oppe ved Castellane.
Kløften ender/begynder ved søen Lac de Ste-Croix, som er 12 km lang og 3 km bred. Søen er en af 4 opdæmmede søer af floden Verdon. Den oprindelige by Les Salles-sur-Verdon blev ved opdæmningen i 1973-75 oversvømmet og ligger i dag på 40 m vand. Derfor blev den flyttet længere op og bygninger som for eksempel kirketårnet og fontænen på torvet stammer oprindeligt fra den gamle Les Salles-sur-Verdon.
Selvfølgelig var vi også kommet på grund af Grand Canyon du Verdon og først valgte vi at udforske den af vandvejen.
Vi lejede to kanoer i 4 timer og padlede op af floden. Vi var ikke klar over, at man kunne reservere kanoerne på forhånd, så det var lige før projektet måtte opgives, men heldigvis havde de lige to tilbage.
Kanoerne udlejes flere steder ved søen og vi lejede dem ret tæt oppe ved broen, for vi ville have så meget tid oppe i kløften som muligt. Der følger redningsveste og tønder med, så man kan holde sit tøj tørt, hvis man skulle vælte.
Først padlede vi op til broen ved indgangen til kløften. Inde i kløften er der utrolig smukt, men der også utrolig mange kanoer, kajakker, eldrevne både og vandcykler.
Især på det første stykke ind er trafikken tæt, men så vender mange heldigvis om og så bliver der mere plads!
Der kan bades i floden, men det er ret koldt og bunden langs kanterne er meget mudret. På det første stykke ind i kløften går siderne lodret ned i vandet og der er ikke mange muligheder for at lægge til, men det hjælper når man kommer et stykke op i kløften. Der hvor vi lagde til, var der fint sand på bredden, men alligevel var flodbunden mudret, så badeture blev det ikke rigtig til.
Ca. 2 timer oppe i kløften vendte vi om. Her stødte vi nemlig på et område med kraftig strøm og ærlig talt, så gad vi ikke kæmpe os igennem det!
Retur har man strømmen med sig og man kan næsten nøjes med at styre og så ellers læne hovedet tilbage og nyde stedet!
Tilbage i søen havde vi tid til at finde en lille vig, hvor vi kunne få den længe ventede badetur inden vi sejlede kanoerne tilbage og sagde tak for lån.
Dagen efter skulle kløften ses fra landsiden – det vil sige i bil rundt langs kanten.
Vi kørte op mod Aiguines og derefter er det faktisk bare at følge skiltene rundt om kløften. I Aiguines er der en pragtfuld udsigt ned over Lac de Ste-Croix og Les Salles-sur-Verdon.
Vejen har hele vejen rundt om kløften en fin bredde, der er mange biler og der er mange steder at gøre holdt. Men der er også mange der gør holdt, så det kan være svært lige at komme til at holde, der hvor man gerne vil.
På nordsiden af kløften (D952) findes en lille sidevej (Routes des Crêtes (D23)), som man skal sørge for at komme ind af. Vejen ender og starter på D952, men da dele af den er ensrettet, skal man helst køre ind nærmest Castellane.
Det er nemlig på det ensrettede stykke (hvor der var forbavsende god plads), at man har de flotteste scenarier.
Det var også her, vi så ørnene flyve i kløften under os og bjerggederne, der stod og ventede på de næste turister, der gad dele deres mad med dem. På D952 støder man også på en lille blind sidevej ned til Port Sublime.
Her var en helt fantastisk udsigt – fra bilen! For her var så mange mennesker og parkerede biler, at alt var kaos og vi opgav at finde en p-plads, så vi kunne komme ud og kigge os om.
Grand Canyon du Verdon kan kun anbefales og vi har på fornemmelsen, at den kan blive lidt vanedannende.
Efter 3 døgn uden strøm og dermed ingen kulde i køleskabet – ud over det, der kom fra de 2½ kg is, som vi engang i mellem smed ned i den - eller lys i camp-letten om aftenen, så valgte vi at køre videre sydpå. Det blev til en kort dagstur på 121 km ned til Les Issambres og pladsen Camping Au Paradis des Campeurs. Det tog under 2 timer og vi var fremme omkring kl. 12.00 den 20. juli. Man kan ikke reservere plads på denne campingplads og det tiltaler os en del! Dermed er der større chance for at få en plads for os, der ikke planlægger fast hjemmefra og samtidig, så opstår der ikke så nemt store områder med hollændere, danskere mm. Vi fik 2 pladser at vælge i mellem og valgte en komfortplads med vand og strøm på pladsen.
Pladsinfo: vores plads var som sagt en komfortplads med egen vand og el i hjørnet. Det var ret dejligt! Jorden var hård med tørt græs og uden megen skygge.
Toiletbygningen var lækker, men det forventede vi også, da pladsen er 4*.
Masser af varmt vand, men der opstod en del badekø på de travle tidspunkter. I toiletbygningen var kun toiletterne kønsopdelt, baderum og vaske var ’unisex’.
Der er flere restauranter og en lille butik, med et begrænset udvalg af ferskvarer lige uden for pladsen og et stort supermarked i Frejus ca. 8 km væk.
Pladsen ligger ved havet, man skal blot krydse hovedvejen (der er tunnel under direkte fra campingpladsen).
Vandet var skønt, stranden er nærmest grus og overfyldt af mennesker, men man kan sagtens finde sig en lille plet, hvor man kan ligge og nyde udsigten over Middelhavet.
Vandet bliver dog hurtigt dybt, så man skal holde øje med de små. Der er livreddere på stranden. Der var 2 strandbarer på stedet og mulighed for at spille beach-volley.
Alt i alt var det en fin strand at bade fra.
Vi havde ikke de vilde planer for udflugter i området, men ville bruge vores uge her som ren badeferie!
Og faktisk var vi glade for, at vi ikke havde planlagt det store, for trafikken var ret voldsom. Faktisk gik den tilnærmelsesvis i stå, så tæt var den. Det var ganske umuligt at komme rundt i bilen, hvis man ikke havde god tid. De 8 km til Frejus kunne snildt tage over 30 min at køre!
Vi forsøgte at besøge St. Tropez og kørte derfor til St. Maxime, hvorfra det er muligt at sejle over til St. Tropez.
Det kostede så 60 euro for os 5, og det ville vi så ikke betale, hvorefter vi vendte bilen og kørte retur til campingpladsen og en gratis badetur. Og det var faktisk ret godt, for vi hørte senere samme aften, at St. Tropez havde været så overfyldt, at man ikke kunne komme frem eller tilbage. Om mange år (vel sådan ca. 10), når vi ikke længere er børne- og /eller arbejdsramt, så vender vi tilbage uden for sommersæsonen….
Efter en tiltrængt badeferie-uge på en pragtfuld campingplads var det på tide at køre nordpå igen. Egentlig ville vi jo hjemmefra have taget turen til Alsace på en dag, men ændrede siden mening og valgte derfor at tage et par overnatning undervejs derop. Alle vores campinpladsbøger lå i Danmark (pakningen i år havde på nogle punkter været ret mangelfuld), men på vores Frankrigskort var campingpladserne markeret, så vi valgte ganske enkelt en, der lå et passende sted, uden at vide noget som helst om den! Den, vi fandt på kortet, lå i et Base de Loisir-område (fritidsområde, ofte med badesø, fiskesø mm). Desværre viste det sig at alt var booket her, så frem med kortet for at finde en anden at køre mod!
Derfor endte det med, at vi efter 521 km kørte ind på Camping de la Base de Loisirs de Mépillat den 28. juli kl. 18.00. Vi fik selv lov at vælge en plads og der var rigtig mange tomme pladser. Faktisk var vi kun tre ’gæster’ og 3 fastliggere på den offentlige del med små 100 pladser. Der var tillige en privat del – her lå 4 fastliggere!
Pladsinfo: pladsen ligger på landet! Der er langt (ca. 8 km) til den nærmeste mindre by med et lille supermarked, en bager og 2 slagtere! Der er endnu længere til den nærmeste restaurant (så vidt vi da forstod – personalet taler meget lidt engelsk og ellers kun fransk). Og den nærmeste benzinstation tror vi nok lå på motorvejen…
På pladsen er der ikke nogen butik – ej heller et brødudsalg. Det giver lige lidt planlægning, især om morgenen!
Men den ligger dejligt som nabo til en større fiskesø og et dejligt friluftsbad.
Bade- og toiletbygningen er ok – der er rent og pænt og vandet er meget varmt. Og så er den rigtig billig. 95 kr. for os alle 5 inkl. strøm og vand på pladsen! Og læg så mærke til hvor grønt her er i forhold til Middelhavets pladser...
Vores eneste hele dag her på pladsen blev brugt ved friluftsbadet. Det havde en perfekt temperatur og dejlig grønne plæner til solbadning. Eneste minus her: ingen løse badeshorts til herrerne!
Til sidens top
Fra denne ’langt ude på landet’-plads fortsatte vi videre nordpå til Alsace, hvor vi efter 324 km ankom til Camping de l’Ile du Rhin den 28. juli kl. ca. 13.00. Her fik vi udleveret et kort med ca. 15 ledige pladser, som vi frit kunne vælge imellem. Og gjorde den fejl at vælge en med skygge. De næste 4 dage viste sig nemlig at blive en blandet fornøjelse rent vejrmæssigt: regnvejr eller fuld blå himmel – men aldrig mere end max 21 grader.
Pladsinfo: Camping de l’Ile du Rhin befinder sig på en ø mellem Rhinen og Canal Alsace.
Til den ene side Breisach i Tyskland og til den anden side Neuf Brisach i Frankrig.
Men øen – og pladsen – er fransk. Og når man går aftentur langs Rhinen, kan man være 'heldig' at støde på det franske grænsepoliti, der traver frem og tilbage...
Pladsen er stor og toiletfaciliteterne lækre (her er alt ’unisex’).
Der er en lille butik på pladsen, men man skal ikke satse på at handle ind til aftensmaden her, for deres varesortiment er yderst begrænset. De tager dog mod brødbestillinger til dagen efter.
Ca. 5 min. væk i bil findes et stort supermarked. Der er restaurant på pladsen, men vi har ikke prøvet den.
Man har gratis adgang til et nærtliggende badeland. Badelandet er ok – ikke de store legeting, men alligevel fint, hvis vejret driller.
Vi har en søn, der er vild med storke! Så vi tog på en lille rundtur, der startede i Ribeauville, hvor der er storkereder på tagene.
Ribeauvillé er formentlig den mest populære af alle byer på vin-ruten. Ribeauvillé har det hele: smukke, stemningsfulde patricierhuse, renæssancebrønde, gamle tårne og storkereder.
Der er rester af en gammel bymur rundt om centrum af byen og på vagttårnet findes en storkerede. Denne storkerede er nok byens mest berømte og fotograferede, men hvis man kigger op, så er der storkereder på rigtig mange af hustagene.
Byen har en flot beliggenhed for foden af Vogeserne og med 3 slotte på skråningerne over byen. Det er Geisberg, Saint-Ulrick og Haut Ribeaupierre ( alle fra 11- og 1200-tallet).
Og til vores søn store fornøjelse, så var her sågar en gade der hedder Rue des Cigognes – Storkevej!
Fra Ribeauville gik turen videre til storkeparken i Hunawihr.
Parken er et led i et ’storkene-tilbage-til- Alsace’-projekt. I 1983 fandtes der kun 3 rugende storkepar i Alsace. I 2006 var antallet oppe på 400!
Parken har ca. 200 storke og de ruger flittigt i parken. Hvert år fjernes så nogle få æg fra rederne. Disse æg udruges i en maskine og ungerne håndfodres op. Ungerne flyttes til store voliere, når de skal til at flyve og så bor de i voliererne indtil de er 3 år gamle. Derved fjerner man deres lyst til at flyve sydpå og man sikre parken en stabil yngleflok. Ungerne fra disse håndfodrede unger har fortsat deres instinkt for at flyve sydpå.
Når storkene vender tilbage om foråret, vælger nogle at yngle i parken, andre flytter ud til rederne i byerne rundt om i Alsace.
Storkene i parken kan alle flyve frit rundt (med undtagelse af de unger, der skal sikre, at der altid er storke i parken) og her er ingen hegn om fuglene.
Parken har et tilsvarende program for oddere.
Det var helt specielt at gå rundt inde i parken. Der var storke overalt. Mens vi spiste, gik de rundt mellem bordene og tiggede – lige som ænderne i parkerne herhjemme…. Men det er strengt forbudt at fodre dem.
Parken har flere tilbud, bl.a. akvarier med de ferskvandsfisk, der findes i Alsace og fodring af bl.a. oddere, skarv og pingviner i et stort bassin.
Fra storkeparken fulgte vi vinruten (og her er virkelig vinstokke overalt) op mod Routes de Cretes.
Vi ved godt, den er udnævnt til en særlig smuk vej, men efter vores tur i Alperne, så synes vi, at det stræk vi kørte fra Col du Bonhomme til Col de la Schlucht mest af alt var kedeligt uden mulighed for at se andet end skov.
En undtagelse var dog ved Gazon de Faite, hvor vi gjorde holdt og klatrede 500 m op for at opleve en helt fantastisk udsigt.
Ved Col de la Schlucht ligger en af vores favoritter: en rodelbane! Alle vores ferier til bjergrige egne skal helst indeholde en tur på en rodelbane...
Så da den her, var den første vi så i år, så måtte vi jo lige prøve den et par gange. Den var dejlig lang, med mange sving og man kunne opnå en herlig fart på den!
Fra Col de la Schlucht valgte vi at køre tilbage ned mod Colmar. Vejen er ikke en del af vinruten, men derimod af osteruten!
Og på denne vej – vi mener det var i Munster, så vi et hus med 9 beboede storkereder!
I Colmar gik vi lang tur rundt i byens gader og kiggede bl.a. på de flotte bindingsværkshuse og på de specielle gamle butiksskilte, som hænger ved mange af butikkerne.
Skiltene er udformet af tegneren Hansi i 1871-1918. Vi har en formodning om, at de nu er fredede, for vi så en tøjbutik med et gammelt slagterskilt udenfor.
Colmar er nok den bedst bevarede by i Alsace. Den har en flot gammel bymidte, hvor husene er fra 1600-tallet.
I Colmar rundede vi også Petit Venice – det lille Venedig – som de kalder området ved floden Lauch. Husene ligger da også ned til en kanal som i Venedig og man kan komme på guidede sejlture på den. Ikke i gondol, men i pramme med elmotor!
Ved Rue de Turenne-broen landede de lokale beboere førhen deres grøntsager, når de skulle til marked.
Efter et par dejlige dage i Alsace vendte vi bilen mod Odense. Turen hjem forløb egentlig uproblematisk, men vi løb ind i flere vejarbejder og de koster altså tid, så 1081 km og 14½ time senere ankom vi hjemme. Til en meget langhåret græsplæne (godt den ikke er så stor!) og en bunke post (ikke noget vigtigt!).
